Cykelhandler Jakobsens søn
Holger Jakobsen ses på Jyderup Realskole i årene 1920-1923:
I mellem 19204, II Mellem 19215, III Mellem 19226, IV Mellemskole 19237 og mellemskoleeksamen 19238
Jyderup kirkebog 1918-27 opslag 114 nr. 25 Holger konfirmeret 1. oktober 1922,
forældre; Cykelhandler Jakob Lars Peter Jakobsen og hustru Eline Johanne Marie f. Henriksen9

1957 juli; Dødsfald
Cykelhandler L.P. Jakobsen, Jyderup, er i går død, efter at han for få dage siden var blevet ramt af en hjerneblødning.
L.P. Jakobsen, der blev 80 år gammel, var født i Holløse. Efter sit giftermål bosatte han sig i Svinninge, men flyttede for ca. 30 år siden til Jyderup og etablerede sig som vognmand. Ægteparret boede ca. 10 år på "Trekanten", hvor fru Jakobsen passede brødudsalget. Derefter flyttede de til Sølystvej, hvor de oparbejdede en virksomhed, dels med Cykelforretning og reparationsværksted, dels med cigar- og vinhandel.
L. P. Jakobsen var en reel og dygtig mand og populær blandt kunder og venner. I mange år havde han arbejdet sammen med sin søn, Holger Jakobsen, der i de senere år har forestået den del af virksomheden, som omfatter reparation, sandblæseri m.v.
L.P. Jakobsen var virksom lige til det sidste. Han var en jovial og flink mand og afholdt af alle, som han kom i berøring med. For få år siden fejrede hr. og fru Jakobsen guldbryllup og fik da mange beviser på deres medmenneskers sympati og hengivenhed. Foruden sin hustru og nævnte søn efterlader L.P. Jakobsen to døtre, der begge bor i København1
Jyderup kirkebog 1950-63 opslag 306 nr. 6; Jakob Lars Peder Jakobsen, død 21. juli 1957, Cykelhandler af Sølystvej 9, født i Kvamløse Sogn 18773

1960 31. marts; 5284 kr. Flygtningehjælp
Tak til alle for støtten
Det endelige resultat for indsamlingen er nu opgjort, og komiteen kan med rette være glade for det smukke facit: 5284 kr., der er blevet afsendt.
I betragtning af, at der ikke har været anden offentlig arrangementer end "loppetorvet" eller auktionen, må det siges at være fint, at der har kunnet samles så mange penge. Beløbet var oprindeligt på 4784 kr., hvortil kommer 500 kr. skænket fra Jyderup Kommune.
Formanden for Røde Kors Samaritterforening, fru Aase Strange, formanden for Jyderup håndværker-og Handelsforening, cykelhandler Holger Jakobsen, og formanden for Sct. Georgsgildet, proprietær Jørgen Lind, "Tornvedgården", der har stået i spidsen for komiteen, beder os bringe en hjertelig tak til alle, der under en eller anden form har ydet støtte til indsamlingen13

1960 marts; 80 år, fru Eline Jakobsen
En venlig og populær dame, fru Eline Jakobsen, Sølystvej, Jyderup, fylder på fredag 80 år.
Fru Jakobsen stammer fra Brandstrup på Holbæk egnen. I sine unge dage var hun i større herskabs huse, men fik ved sit giftermål med cykelhandler L.P. Jakobsen sit hjem i Svinninge. her oparbejdede ægteparret en solid og anset virksomhed, og fru Jakobsen var ikke bange for at tage sin tørn med på værkstedet. Det var i hine dage, hvor man selv fremstillede og sammensatte cyklernes forskellige bestanddele, satte lærrede på dækkene osv., og alt dette var fru Jakobsen med til, samtidig med at hun var en dygtig husmoder og en omsorgsfuld hustru og moder. Gæstfrihed har også altid være en af fru Jakobsens gode egenskaber, og da hr. og fru Jakobsen for godt 40 år siden flyttede til Jyderup, vandt de også her en venneskare.
For en del år siden døde en voksen søn, og for et par år siden havde fru Jakobsen den sorg at miste sin mand. Cykelforretningen blev overtaget af sønnen, Holger Jakobsen, mens fru Eline Jakobsen stadig selv er med til at passe vin- og cigarforretningen, der også hører med til virksomheden. Der består et smukt og harmonisk familieforhold mellem fru Jakobsen og den yngre familie Jakobsen. Bortset fra lidt svigtende hørelse er fru Jakobsen temmelig upåvirket af alder og er glad for livet. Hun er i besiddelse af megen lune og har ved sit lyse sind let ved at vinde venner, som er enige om at ønske den afholdte fødselar endnu mange gode år2

1959 feb.; "Charleys tante" for Grønlænderhjælpen
En række af byens foreninger står bag arrangementet
Amatørerne inden for Jyderup håndværker-og Handelsforening, der i lørdags havde en fin succes med opførelsen af det kendte engelske lystspil "Charleys tante", har fået den smukke tanke at ville genopføre stykket til fordel for Grønlandshjælpen.
Formanden, cykelhandler Holger Jakobsen, har fået myndighedernes tilladelse og har desuden henvendt sig til flere af byens foreninger og fået tilsagn, således at man i fællesskab indbyder til forestilling og dans. Hele overskuddet vil ubeskåret går til Grønlandshjælpen for de efterladte fra "Hans Hedtofts forlis"
Der er sikkert mange, som gerne vil opleve den morsomme farce og se de dygtige amatører udfolde sig i de harmløse løjer. Samtidig får man lejlighed til at støtte en sag, der angår os alle. Penge kan ikke lindre sorgen, men det vil varme hjerterne at mærke al den medfølelse, der omslutter de hårdt ramte pårørende10

1973 sep.; 65 år (Hr. L.P. Jakobsens søn)
En kendt Jyderup borger maskinarbejder Holger Jakobsen, Sølystvej, Jyderup, fylder fredag den 7. september 1973, 65 år.
Holger Jakobsen er født i Svinninge, men har levet det meste af sine 65 år i Jyderup, hvor faderen cykelhandler Lars Peter Jakobsen først opførte en ejendom i Kirkebyen - nu Jyderup Kro - og senere købte den ejendom på Sølystvej hvor Holger Jakobsen stadig bor, og hvor han og hustruen har skabt et hyggeligt og harmonisk hjem. I adskillige år var Holger Jakobsen mekaniker og cykelhandler og drev eget værksted, foruden at han sammen med sin mor, Fru Eline Jakobsen, der døde for kort tid siden, drev en vin- og tobaksforretning. Forretningerne blev siden slået sammen og drives af købmand Ejner Andersen. Holger Jakobsen skiftede erhverv og har i de senere år var en værdsat og afholdt medarbejder på firmaet Carlsens Kølevognindustri Jyderup. I restauratør Holger Sjølunds Bromølle år var Holger Jakobsen tillige buffist på kroens' festaftener hvor han også blev populær for sit joviale og livsglade væsen.
Ved Holger Jakobsens 60 årsdag blev skrevet, at han var en all-round-mand, der både kunne være praktiker, foreningsmand og kunstner og det gælder stadig, omend han nu hellere lader andre om at styre byens foreninger, men i en årrække var han en initiativrig formand for Jyderup håndværker-og Handelsforening var aktiv ved revyer og amatør forestillinger, og han har også som "gildebror" gjort et arbejde for Sct. Georgsgildet. Det kunstneriske kommer bl.a. til udtryk i hans skønne mosaikarbejder meget genialt udført, og bl.a. kan et par af disse arbejder ses i "Gildehuset" på Fuglsangsvej. Arbejderne - hvoraf det ene er Baden Powell har vakt beundring hos alle, der har set dem, og det er også tilfældet med de mange andre kunstværker, han har udført. Disse o.lign. arbejder er fortsat Holger Jakobsen mest yndede hobby, hvad der også er kommet andre mennesker til gode11

1978 sept.; 70 år
Forhenværende forretningsindehaver Holger Jakobsen, sølystvej, Jyderup, fylder i morgen, torsdag 70 år
Holger Jakobsen er født i Svinninge, men han havde sin barndom i Jyderup. Som ung blev han uddannet mekaniker, og efter at han i nogle år havde været værkfører hos Weinreich i Kalundborg, byggede han i 1945 autoværksted på Lynggårdsvej i Jyderup. Det blev indledningen til mange virksomme år i Jyderup, hvor Holger Jakobsen prøvede lidt af hvert som den aktive mand han er. Han havde vin- og tobaksforretning, han var buffist på Bromølle Kro, og han har værety medarbejder på kølevognsfabrikken på Lyngvej.
Også i fritiden har Holger Jakobsen været særdeles aktiv. Bland andet var han en årrække formand for Jyderup håndværker-og Handelsforening. Derudover har han taget sig tid til sin store hobby, mosaikarbejder. Han har således lavet den mosaik af Baden Powell, der pryder facaden på Sct. Georgsgildets hus i Jyderup, og det er også Holger Jakobsen, der har lavet den store mosaik med Jyderup Hallens bomærke, der er sat op i den nyopførte hal12

Freddie Lerche boede hos cykelhandler L.P. Jakobsen og gik på Realskolen 1945


Kilder:

Kilde 1: Kalundborg Folkeblad 22. juli 1957, side 3+4; Dødsfald L.P. Jakobsen
Kilde 2: Kalundborg Folkeblad 8. marts 1960, side 3; 80 år, fru Eline Jakobsen
Kilde 3: Jyderup kirkebog 1950-63 opslag 306 nr. 6; Jakob Lars Peder Jakobsen
Kilde 4: Jyderup Realskoles årsberetning 30. maj 1920, De Forenede Bogtrykkerier, Aarhus
Kilde 5: Jyderup Realskoles årsberetning 18. maj 1921, De Forenede Bogtrykkerier, Aarhus
Kilde 6: Jyderup Realskoles årsberetning 12. maj 1922, De Forenede Bogtrykkerier, Aarhus
Kilde 7: Jyderup Realskoles årsberetning 15. maj 1923, De Forenede Bogtrykkerier, Aarhus
Kilde 8: Jyderup Realskoles årsberetning 15. maj 1924, De Forenede Bogtrykkerier, Aarhus
Kilde 9: Jyderup kirkebog 1918-27 opslag 114 nr. 25
Kilde 10: Kalundborg Folkeblad 9. feb. 1959, side 3; "Charleys tante" for Grønlænderhjælpe
Kilde 11: Kalundborg Folkeblad 5. sep. 1973, side 6; 65 år
Kilde 12: Holbæk Amts Venstreblad 6. sept. 1978, side 10; 70 år
Kilde 13: Kalundborg Folkeblad 31. marts 1960, side 3; 5284 kr. Flygtningehjælp
Note:
Efternavn rettet fra Jacobsen (Elevliste og artikel) til Jakobsen iht. Jyderup Kirkebog

Sidst rettet 29. juli 2015
©Jyderup Realskole